1. Jordpåføring
Calciumgødning påføres direkte på jorden, så planten kan absorbere calcium gennem rødderne. Denne metode er velegnet til brug i det tidlige stadie af plantevækst, eller når jorden er alvorligt mangelfuld på calcium, og kan bruges som basalgødning eller topdressing.
Jordpåføring af calciumgødning vælger generelt alkalisk eller neutral calciumgødning, såsom kalksten, gips, calciumnitrat osv., mængden og tidspunktet for påføring skal bestemmes i henhold til jordtype, afgrødetype, vækststadie og andre faktorer. Generelt kræver sur jord mere alkalisk calciumgødning, og basisk jord kræver mindre neutral eller sur calciumgødning.
Afgrøder kræver mere calciumgødning i de kraftige vækst- og frugtperioder og mindre calciumgødning under hvile- og spiringsstadierne. Calciumgødning tilført jorden bør blandes jævnt med andre gødninger, og undgå at blive tilført samtidig med klorholdig gødning eller sporstofgødning for at undgå antagonisme.
2. Bladpåføring
Calciumgødning opløses i vand og sprøjtes på plantens løv for at lade planten absorbere calcium gennem bladene. Denne metode er velegnet til brug i det sene stadie af plantevækst eller frugtudvikling og kan bruges som topdressing eller til forebyggelse og behandling af calciummangel.
Bladcalciumgødning vælger generelt hurtigtvirkende eller vandopløselig calciumgødning, såsom calciumnitrat, calciummagnesiumsulfat, borcalcium Caboron, AminoCa osv., og påføringskoncentrationen og -frekvensen bør bestemmes i henhold til afgrødernes behov og klimatiske forhold . Generelt bør koncentrationen af bladpåføring ikke være for høj for ikke at forårsage bladforbrændinger, og den kontrolleres generelt mellem 0.2% ~ 0.5%.
Hyppigheden af bladpåføring bør være passende for at undgå spild eller overdreven ophobning, og det sprøjtes generelt hver 10. ~ 15. dag. Påføring af blade bør udføres om morgenen eller sent på eftermiddagen og undgå, når solen er stærk eller temperaturen er for høj.
3. Perioden for brug af calciumgødning
Generelt skal calciumgødning tilføres i begyndelsen af plantningen og i den kraftige vækstperiode, som er den periode, hvor planten vokser hurtigst og bedre kan optage og udnytte calcium. Desuden er det i frugt- og blomstringsperioderne også nødvendigt at anvende calciumgødning korrekt for at forbedre kvaliteten og udbyttet af afgrøder.
4. Rimelig kombination af andre gødninger
Calciumgødning kan ikke bruges sammen med ammoniumkvælstofgødning, kaliumgødning osv., ellers vil det mindske effekten af calciumgødning. Samtidig bør calciumgødning ikke anvendes sammen med gødninger med højt fosforindhold, fordi fosfor og calcium kan danne uopløselige calciumfosfatudfældninger i jorden, hvilket reducerer gødningseffektiviteten. Derfor er det nødvendigt at blande andre gødninger med rimelighed ved brug af calciumgødning.
5. Ansøg med måde
Mængden af calciumgødning skal bestemmes i henhold til typen af afgrøde, vækst, jordbundstilstand og andre faktorer. Generelt set, når der bruges basisgødning, skal der påføres 10-20 kg kalk eller gips pr. hektar, eller 50~100 kg eller superfosfat.
I påføringsprocessen er det bedst at blande med organisk gødning, jævnt drysse calciumgødning på jordoverfladen og derefter pløje i jorden, hvilket ikke kun kan forbedre jordens surhedsgrad og alkalinitet, men også forbedre tilstrækkelig calciumgødning til afgrødevækst.
7. Manifestationer af calciummangel i planter
(1) Hvede: Vækstpunktet og stængelspidsen dør, planten er dværg eller klynget, de unge blade kan ofte ikke udvides, og bladene, der vokser, mangler ofte grønne. Rodsystemet er kort, med mange grene, og rodspidsen hemmeligholder en gennemsigtig væske, der er fastgjort til rodspidsen som en kugle.
(2) Majs: planten er kort, bladkanten er nogle gange hvid takket og uregelmæssigt knækket, spidsen af stilken er kroget, spidsen af det nye blad er klæbet og kan ikke strækkes normalt, og spidsen af det gamle blad er også brun og sved.
(3) Kartoffel: lysegrønne striber vises på kanten af de unge blade, og bladene er krympede. I alvorlige tilfælde dør de terminale knopper, og sideknopperne vokser udad i klynger. Rødderne er modtagelige for nekrose, knoldene er små, der er deforme strenge af små knolde, og karcellerne på overfladen og inde i knoldene er ofte nekrose.
(4) Ris: Symptomerne opstår først i rødderne og de ømme dele af jorden, og planterne er korte og henfalder, før de er gamle. Unge blade er krøllede og visne. Forenden af de nye blade og bladene er grønne og gule, og de gamle blade er stadig grønne med mindre frugt og flere korn.
(5) Sojabønner: bladene er krøllede, små grå-hvide pletter vil dukke op på de gamle blade, bladårene bliver brune, bladstilkene vil være svage og hængende, og de vil snart visne og dø. Spidsen af stilken er kroglignende og krøllet, og de nye unge blade kan ikke strækkes og er nemme at dø.
(6) Jordnødder: ar vises på bagsiden af gamle blade, og derefter opstår der brune døde pletter på forsiden af bladene, med mange tomme bælge og frø, der ikke er fyldte.
(7) Bomuld: planten er kort, bladene ældes, der er få frugtgrene, der er få kuglesæt, vækstpunktet er alvorligt hæmmet, den er krogformet, og bladene falder af på forhånd. Ved alvorlig calciummangel hænger de nye bladstilke og fester sig.
Billede
(8) Tobak: Bladfarven er lysegrøn, og den apikale knop er bøjet nedad, og spidserne og kanterne af de unge blade er visne. Planten er dværgfarvet, usædvanlig mørkegrøn, og når den mangler ekstremt, dør den terminale knop. De nederste blade er fortykkede, og nogle gange er der nogle døde rødbrune pletter. Hvis der mangler kalk i blomstringsperioden, har blomster og knopper en tendens til at visne. Toppen af kronen er så død, at pistillen stikker frem, og der kan opstå døde pletter på kronen.
(9) Tomat: de øverste blade bliver gule, de nederste blade forbliver grønne, væksten hæmmes, og de øverste knopper dør ofte. De unge blade er små og har tendens til at blive brune og dø. Nær de apikale stængler er der ofte rødme. Rødderne er tykke og korte, og der er mange grene, og blomsterne falder mindre af, og de øverste blomster er særligt nemme at falde af. Navleråd opstår i frugten, og i det tidlige stadie af frugtudvidelsen fremstår kødet af navlen med vandgennemblødt nekrose, og derefter kollapser det syge væv, sortner, krymper og synker.
(10) Agurk: Bladkanten er som indlagt med guldkant, gennemsigtige hvide pletter opstår mellem bladårerne, de fleste bladårer mister grønne, og hovedårerne kan stadig forblive grønne. Planten er dværg, internoderne er korte, de øverste knuder bliver tydeligvis dværgede, de nye blade er små, og det senere stadium er tørt fra kanten og ind. Når calciummangel er alvorlig, bliver bladstilken skør og let at falde af, og planten begynder at dø fra toppen, og det døde væv er gråbrunt. Blomsterne er mindre end normalt, frugterne er mindre, og smagen er dårlig.
(11) Æble: De unge blade på de nye grene fremstår falmede eller nekrotiske pletter, og bladspidserne og bladkanterne er krøllet nedad. Ældre blade kan delvis dø. Bitterkoppesygdom opstår ofte på frugten, indsunkne pletter vises på frugtens overflade, og kødvævet bliver blødt og har en bitter smag. Æblehjertesygdom er også forårsaget af calciummangel, kødet er gennemsigtigt og vandfarvet, udvider sig radialt fra midten til ydersiden, og til sidst fyldes frugtkødet med saft i det intercellulære rum, hvilket resulterer i internt forfald.
(12) Fersken: De unge blade på de øverste grene tørres op fra spidsen af bladet og bladkanten eller langs midterribben, og spidsen af kvisten er tør, og et stort antal blade går tabt i alvorlige tilfælde.
(13) Drue: mellem årerne og bladkanterne på unge blade opstår der nålelignende nekrotiske pletter nær bladkanterne, og stænglerne og vinstokkene visner i toppen af toppen.
